SEO performance
Få styr på din SEO
”At drive forretning uden markedsføring er som at blinke til en pige i mørke – du ved, hvad du gør, men ingen andre opdager det.”
Professor og forfatter Stuart Henderson er kilden til disse vise ord. Men samme formulering kan med fordel betegne en hjemmeside uden fokus på SEO.
Læs videre og få 3 SEO-værktøjer, som giver dig et værdifuldt overblik over din hjemmesides SEO-performance - og en retning for de næste SEO-aktiviteter.
Hvorfor er SEO vigtig?
SEO er en forkortelse af Search Engine Optimization. Fokus er på at få din hjemmeside op på side 1 i søgemaskineresultaterne – og derved få så mange organiske (læs gratis!) klik, som muligt.
Faktum er, at 90% af alle organiske søgeresultater i diverse søgemaskiner, såsom Google og Bing, går til de hjemmesider, som er placeret på den første søgeresultatside. Hvornår har du selv klikket videre til side 2 eller 3? Nej vel… For det meste findes svaret på din søgning allerede på side 1.
Derfor er det essentielt at arbejde aktivt med SEO, hvis du ønsker digital synlighed og top-placeringer på søgesiderne. Vel at mærke (næsten) omkostningsfrit.
Værsgo, 3 gratis SEO-værktøjer til dig
De fleste hjemmesideejere ved efterhånden, hvad SEO står for og kender til best practices – både ift. den tekniske del af SEO og det mere indholdsmæssige.
Vi hører dog fra vores kunder - ofte fra de små og mellemstore virksomheder - at de mangler konkrete værktøjer, som giver en pejling om deres domænes SEO-performance. Hvad går godt? Hvad skal optimeres?
Faktisk findes der flere – endda gratis - digitale værktøjer, der giver en indikation af ens domænes SEO-performance.
Vi har samlet 3 gratis SEO-værktøjer, hvor du nemt og hurtigt kan teste din hjemmeside.
SEO-værktøj 1: Siteliner
Ingen gider gentagelser, heller ikke søgemaskiner.
Som udgangspunkt skal alle URL’er have unikt indhold. Ens indhold på tværs af URL’er forvirrer søgemaskinerne, da de har svært ved at kategorisere det originale indhold.
Det er derfor vigtigt, at man ikke kopierer indhold eller poster identisk indhold på forskellige sider – uden at bruge et ’no index’ tag.
Siteliner hjælper dig hurtigt med at identificere om din hjemmeside indeholder duplikeret indhold, og hvilket indhold der går igen. Når du har indsat din URL og trykket på ’Go’, får du en rapport over den procentvise mængde duplikeret indhold. Herfra kan du klikke dig ind på de enkelte sider og finde de tekster, som er gengangere.
Vær opmærksom på, at den gratis version af Siteliner kun tager højde for 250 sider. Ønsker du at tjekke flere sider, skal du svinge betalingskortet.
SEO-værktøj 2: Web.dev
Dette SEO-værktøj er udviklet af søgemaskine-kongen Google.
Når du tester dit domæne på web.dev, får du en score fra 0-100 indenfor 4 forskellige SEO-parametre. De giver en værdifuld indsigt i din hjemmesides online performance og synlighed. Målingsresultaterne indikerer både, hvor I gør det godt, og hvor I kan forbedre jer – og ikke mindst de områder, som har en stor negativ effekt på jeres score.
På web.dev kan du også finde indhold, der gør dig klogere på SEO.
SEO-værktøj 3: Ahrefs Backlink Checker
Linkbuilding er én af grundstenene i SEO-disciplinen.
Hjemmesider med relevant indhold af høj kvalitet har typisk mange eksterne links – og det ’bemærker’ søgemaskinerne. Links fra ’stærke’, troværdige hjemmesider som peges over på din hjemmeside bliver belønnet med bedre placeringer i søgeresultaterne. Det skyldes, at søgemaskinerne opfatter mange, gode links som en anbefaling af din hjemmeside til andre.
Ahrefs Backlink Checker er et SEO-værktøj, der blandt andet viser, hvem der linker til din hjemmeside, og hvilket indhold på hjemmesiden, der har flest links tilknyttet.
Backlink Checker rater desuden de sider, der linker til dig, på en skala fra 1-100, så du får et overblik over kvaliteten af dine links.
Afprøv Ahrefs Backlink Checker på dit eget domæne, og/eller undersøg dine konkurrenters links, og få værdifuld inspiration til jeres videre arbejde med linkbuilding.
Nyt og viden
Skal vi også hjælpe dig?
Jakob Raben Damsgaard Digital marketingspecialist